At arbejde med forældre er en leg – det har ingen børneterapeut nogensinde sagt. Jeg har i hvert fald aldrig syntes, at det var let at arbejde med forældre. Jeg vil sige, at 60 % af mit arbejde består i at håndtere vanskelige forældre. Nogle har mig under et mikroskop; nogle har urealistiske forventninger og tidsplaner; nogle fornægter og kan ikke se, hvordan de påvirker deres børn.

Hvorfor opfører min søn sig stadig uforskammet? Han har allerede haft tre sessioner.
Tror du seriøst, at det vil hjælpe mit barn at lege med dukker?
Han er det mest dovne barn, jeg har; hans søster og bror er ikke lige så dovne som ham.
Hvis hun ikke snart forbedrer sine karakterer, bliver hun aldrig til noget.

Jeg vil aldrig glemme Michael (navnet er ændret af fortrolighedshensyn) og hans forældre. Michael var en 15-årig, som jeg mødte for mange år siden, og som var ved at blive bortvist, fordi han havde kastet sin rygsæk efter en lærer, pjækket fra skole og dumpet de fleste af sine timer. Hvis du har arbejdet med teenagere, har du sikkert mødt en “Michael” eller to – eller et dusin. Under indskrivningssamtalen opremsede hans forældre en lang række problemer: doven, respektløs og på vej til at blive onkel Dans – som ifølge familielegenden aldrig afsluttede gymnasiet, ikke kunne holde på et job og boede alene i et nedslidt skur. Michaels forældre var overbeviste om, at terapi var hans sidste chance for at få et “normalt” liv.

De var skeptiske over for mig og den terapeutiske proces lige fra starten (forståeligt nok – det tager tid at opbygge tillid). De aflyste sessioner oftere, end jeg forlagde mine nøgler (og det er MEGET!). Når de dukkede op, brugte de meget af tiden på at bebrejde Michael. “Han er nødt til at forstå, at hvis han ikke tager sig sammen, ender han ligesom onkel Dan,” sagde hans mor til mig. “Han er utaknemmelig; vi investerer så meget i ham. Mine forældre havde ikke en krone til mig,” rasede hans far. Efter et par sessioner truede de med at stoppe terapien, fordi Michaels karakterer ikke var blevet bedre, og han stadig var uhøflig.

Michael mødte derimod op til tiden til sessionerne. Han åbnede op for, hvad der skete i skolen og derhjemme. Han delte sine frustrationer over sine lærere og venskaber, sine forældres høje forventninger, de strenge husregler og den konstante sammenligning med sin “perfekte” storesøster.

De virkelige udfordringer med forældreinvolvering

Michaels forældre er ikke enestående. På mange måder giver alle forældre udfordringer, og vores rolle som terapeuter er at navigere i disse komplekse relationer. Dynamikken mellem terapeut, forældre og barn kan være indviklet. Hvem er vores vigtigste klient? Hvordan holder vi forældrene informeret, mens vi bevarer teenagerens tillid? Svarene på disse spørgsmål varierer fra sag til sag og fra terapeut til terapeut.

I denne blog får du ny indsigt i kompleksiteten i arbejdet med forældre og lærer tre nøgleprincipper til at opbygge mere effektive og samarbejdsorienterede relationer med dem. Disse tilgange kan hjælpe dig til bedre at kunne supportere både barnet og dets familie gennem hele den terapeutiske proces.

Hvorfor forældre betyder så meget i terapi

Arbejdet med forældre er notorisk udfordrende, men det er også her, nogle af de mest betydningsfulde gennembrud sker. Forældre er deres børns første og vigtigste tilknytningsfigurer og derfor de vigtigste figurer i deres terapeutiske proces. D. W. Winnicott sagde som bekendt: “Der er ikke noget, der hedder en baby. Der er en baby og nogen.” Denne nogen er selvfølgelig en forældrefigur, som har stor indflydelse på barnets udvikling og trivsel.

Forskning viser konsekvent, at den terapeutiske proces i høj grad påvirkes af forældrenes engagement og holdninger. Ifølge American Psychological Association viser børn, hvis forældre er aktivt involveret i terapien, større forbedringer i behandlingsresultaterne sammenlignet med dem, hvis forældre er mindre involverede. Dette fremhæver den afgørende rolle, som forældrene spiller i den terapeutiske proces, og understreger vigtigheden af at engagere sig effektivt i dem.

Udpakning af forældredynamikkens kompleksitet

At forstå kompleksiteten i arbejdet med forældre indebærer, at man anerkender de forskellige udfordringer, de står over for. Mange forældre kommer til terapi med et højt niveau af stress, skyldfølelse og nogle gange urealistiske forventninger til hastigheden og arten af deres barns fremskridt. Historisk set har familiedynamikken altid spillet en afgørende rolle for børns udvikling og adfærd. Som terapeuter er vi nødt til at forstå, at denne dynamik ofte er dybt forankret og har mange facetter.

Et andet barn, som kom i terapi hos mig, Emily (navnet er ændret af fortrolighedshensyn), havde forældre, som var i gang med en voldsom skilsmisse. Emilys uberegnelige adfærd i skolen var en direkte afspejling af den ustabilitet, hun følte derhjemme. Hendes forældre var bekymrede for hendes opførsel. De var hurtige til at bebrejde hende, at hun ikke “klarede sig godt”, og spekulerede på, om hun havde ADHD eller andre alvorlige adfærdsproblemer. Men snart blev det tydeligt, at deres konflikt var en væsentlig medvirkende faktor.

En ung dreng, hvis forældre var ekstremt overbeskyttende, opsøgte mig på min klinik. Hans angst blev forværret af forældrenes konstante overvågning og frygt for at lade ham opleve nogen form for fiasko. Den terapeutiske proces bestod ikke kun i at arbejde med barnet, men også i at hjælpe forældrene med at forstå konsekvenserne af deres adfærd og vejlede dem i retning af en mere støttende og mindre kontrollerende praksis.

Tre vigtige tips til at arbejde med forældre

For at navigere effektivt i vores arbejde med forældre er der tre enkle, men vigtige principper, vi skal huske på. Disse principper kan forandre den måde, vi arbejder med forældre på, og gøre den terapeutiske rejse mere smidig og produktiv for alle involverede. Lad os dykke ned i dem.

Empati: Den hemmelige ingrediens

Empati er afgørende, når man arbejder med forældre. At være forælder er det sværeste job i verden! Som terapeuter kan vi nogle gange glemme, hvor svært det er for forældre at indrømme, at deres barn har brug for terapi, og hvor modigt og angstprovokerende det er at søge hjælp. Forældre føler ofte skam og skyld over deres oplevede fiaskoer. De er bange for, at deres barns problemer sætter deres opdragelse i et dårligt lys. Michaels forældre var ingen undtagelse. De var rædselsslagne for, at deres søns akademiske og adfærdsmæssige problemer betød noget om, hvem de var som mennesker og forældre. Hvad siger det om mig, hvis mit barn dumper i skolen? Hvad vil det sige om mig, hvis mit barn ikke kan holde på et job? Hvis man anerkender disse følelser, kan man komme langt i opbygningen af et samarbejdsforhold. Empati skaber en bro til forståelse og er nøglen til at få forældrene med som ægte partnere i processen.

At se ud over overfladen

At forstå “forældrebevidstheden” hos de forældre, vi arbejder med, kan hjælpe os med at skræddersy vores tilgang. Vores rolle er at udvikle røntgensyn, så vi kan se ud over forældrenes vrede, angst og til tider hårde domme over deres barn og afkode, hvilke underliggende overbevisninger og motivationer der styrer deres forældreskab. Nogle forældre er f.eks. egocentriske og ser deres barn som en forlængelse af dem selv. Disse forældre kan have brug for hjælp til at anerkende deres barn som et individ med forskellige ønsker og behov. Andre forældre er måske mere konventionelle og følger samfundets normer og forventninger til punkt og prikke. De har måske brug for hjælp til at forstå, at hvert barns rejse er unik. Hvis vi anerkender disse forskellige niveauer af bevidsthed, kan vi bedre møde forældrene, hvor de er, så vi kan hjælpe dem og deres børn med at overvinde udfordringer.

Håb-faktoren

At bevare håbet er afgørende for en vellykket terapi med forældre. Forældre er udmattede og kommer som regel til os, når de er løbet tør for ideer eller energi til selv at hjælpe deres barn eller teenager. En del af vores job er at holde håbet i live og give forældrene troen på, at børn og teenagere kan ændre sig, og det kan de også. De kan lære nye måder at tænke på og reflektere over deres børn på, hvilket kan resultere i nye måder at forholde sig til dem på. Med den positive psykolog Martin Seligmans ord: “Optimisme er den tro, der fører til præstationer; intet kan gøres uden håb.” Forældre spiller en afgørende rolle for deres børns trivsel, og at fremme håb er en vigtig del af den proces.

At pakke det ind: Opbygning af stærkere relationer mellem forældre og terapeuter

Det er hårdt at arbejde med forældre. Alle forældre og børn har deres egen kompleksitet og deres egne udfordringer. Den indflydelse, vi har som terapeuter, rækker ud over det enkelte barn; den giver genlyd i hele familien og kan føre til positive forandringer. At være empatisk, uddybe vores forståelse af forældrenes perspektiver og bevare håbet kan gøre en reel forskel i vores arbejde med børn og forældre. Skål for bedre forhold til forældre og for effektiv og tilfredsstillende terapi for børn og teenagere overalt!
Vi vil gerne høre fra dig! Hvordan er det at arbejde med forældre for dig? Hvilket af de tre principper fandt du mest nyttigt? Hvilke andre overvejelser har du, når du arbejder med forældre?