Sådan hjælper du børn med at bryde vaner, der tilfredsstiller andre

Tænk på et tidspunkt i dit liv, hvor du sagde ja til at gøre noget, selv om du egentlig ikke havde lyst til det. Måske var det at sige ja til at påtage dig endnu flere opgaver på arbejdet. Måske var det at proppe et andet barn ind i dit tætpakkede skema, fordi det havde brug for akut hjælp. Måske var det endda noget så banalt som at sige ja til at købe ind på vej hjem, selv om du havde haft den værste dag og bare gerne ville slappe af.

Vores unge klienter, uanset hvilken alder de har, har også været igennem dette. Det er relaterbart for næsten alle. Og vi ved, hvordan vi har det bagefter. Som om vi er et skvat. Som om vi ikke er i stand til at sige nej. Som om vi er en dørmåtte, som folk kan gå hen over.

Og som en dørmåtte siger vi bare ikke noget.

Vores ønske om at gøre andre mennesker glade – people-pleasing – ender med at gøre os ulykkelige.

Det er meget sandsynligt, at du støder på en people-pleaser i din praksis. Her er, hvad du skal kigge efter.

De typer af mennesker, du vil møde i din praksis

1. Den bedste ven

Matthew* ville være den bedste ven, han kunne være. Matthew* havde mange venner, forståeligt nok. Han var en sød dreng, populær og altid klar til at hjælpe. Og han havde venner, der udnyttede det. Matthew* blev altid bedt om at dele sine lektier, som han flittigt lavede hver dag. Han var bange for at sige nej og bange for, at han ville blive fremmedgjort over for sine venner, hvis han afviste anmodningerne, og derfor afleverede han sine lektier hver eneste gang. Han følte sig irriteret og udnyttet, og det var noget, han kun delte med mig, hans terapeut. Han kunne aldrig drømme om at sige det til sine venner.
Hans vrede voksede og voksede for hver gang, han blev bedt om at aflevere sine lektier, men han sagde aldrig nej af frygt for at blive udstødt af sin vennegruppe. Matthew* kunne ikke se de problemer, han skabte ved altid at sige ja. Hans venners karakterer begyndte at falde, fordi de ikke forstod arbejdet, hvilket ville have hjulpet, hvis de havde lavet deres egne lektier. Men han var glad, så længe hans venner blev ved med at hænge ud med ham, selv om det betød, at han blev udnyttet.

2. Den perfekte studerende

Alana* var et portræt af en perfekt elev. Hendes karakterer var fantastiske, hun kom altid til tiden, hun gjorde sig umage med alle sine projekter, og man kunne altid regne med, at hun havde hånden oppe og var klar til at svare på alle de spørgsmål, hendes lærere stillede. Hendes karakterer var altid glødende og fortalte om, hvor fantastisk hun var. Hun blev tilbage i frokostpausen for at hjælpe med at rydde op efter sine kammerater, for hendes arbejdsplads var selvfølgelig fejlfri.
Alana* kom til mig, fordi hun kæmpede med angst. Hendes perfektionisme, der var drevet af hendes ønske om at gøre lærerne tilfredse, resulterede i, at hun forsømte sine egne behov og interesser. Hun ville hellere hænge ud med sine venner i frokostpausen end at rydde op efter sine rodede klassekammerater. Hun ønskede bare, at hendes lærer ville sige noget i retning af “Åh nej, Alana*, gå du bare udenfor og slap af. Næste gang får jeg de beskidte børn til at blive tilbage.” Men det gjorde hendes lærer aldrig, så hun blev ved med at hjælpe til. Hun elskede at få sine karakterbøger, hvor der stod, hvor hjælpsom og venlig hun var. Når hendes lærer så ud til at være i dårligt humør, brugte hun hele dagen på at bekymre sig om, hvad hun havde gjort forkert.

3. Det mest hjælpsomme barn

Felicity* blev ofte kaldt “en gammel sjæl” eller “klogere end sin alder”. Hun kunne godt lide komplimenten og forstod, at hun fik den, fordi hun var så hjælpsom derhjemme, præcis som en voksen. Hun vidste, hvor hårdt hendes forældre arbejdede, kom sent hjem og var udmattede, så hun trådte til og hjalp sine søskende, når det var muligt. Det skete i form af ekstra huslige pligter, leg med hendes yngre søskende og tilberedning af aftensmad med de ting, hun var i stand til at gøre, som at vaske beskidte gryder op, der skulle bruges. Nogle gange fortalte hendes mor hende, at hun er et “naturtalent”, når det gælder opdragelse, og det gjorde hende så stolt.
Når hendes søskende skændtes, trådte Felicity* til som mægler. Hendes forældre overøste hende med ros, når hun hjalp til, men efter nogen tid begyndte de at tage hendes hjælp for givet. De skældte hende ud, hvis hun ikke mæglede i et skænderi, som de mindre søskende havde. Hendes forældre beklagede sig over, at aftensmaden først blev færdig senere, fordi de måtte tage opvasken først, fordi Felicity* ikke kunne nå det i tide. Den slags kommentarer gjorde hende virkelig vred. Hun tog opvasken 90% af tiden, men nogle dage havde hun ekstra lektier, der skulle laves først. Hun følte, at hun ikke blev værdsat, og hendes vrede voksede som følge heraf. Hun blev bragt i terapi, fordi hun var begyndt at virke “sur” på sine forældre.

De høje omkostninger ved at gøre folk tilfredse

At tilfredsstille andre fører til tab af selvrespekt og selvværd. Børn, teenagere og voksne, som gang på gang sætter andres behov foran deres egne, begynder at føle sig usynlige og undervurderede, hvilket fører til følelsesmæssige problemer som tristhed, vrede eller angst. Deres selvværd begynder at afhænge af udtalelserne fra dem, de forsøger at gøre tilfredse, og når de positive bekræftelser tørrer ud, som de uundgåeligt gør, kommer de, der gør folk tilfredse, ind i en følelsesmæssig spiral.
Hvis man konstant søger andres godkendelse og forsøger at begrænse ubehag eller forhindre konflikter hos andre mennesker, kan det skabe flere problemer. Det hæmmer evnen til at udvikle en stærk selvfølelse og uafhængighed, da så meget selvværd er afhængig af andres feedback.
Det har en høj pris at tilfredsstille andre. Det kan endda resultere i, at man bliver mindre respekteret af dem, man forsøger at behage, fordi der ikke er nogen grænser.

At lære at sige nej

Som terapeuter ved vi, hvor vigtigt det er at sige nej, selv om vi nogle gange selv kæmper med det. At sige nej er en påstand om selvrespekt, der anerkender, at vores tid og energi tilhører os lige så meget, som den tilhører andre. At sige nej betyder ikke, at vi aldrig vil tage os af andre eller sætte deres behov over vores egne.
At sige nej betyder, at vi finder en balance mellem andres behov og vores egne behov.
At sætte grænser er en vigtig færdighed, som skal læres for at hjælpe vores unge klienter med at kommunikere til andre, at deres egne behov og prioriteter også betyder noget. De føler måske, at det er egoistisk. For en person, der har dybt forankrede vaner med at tilfredsstille andre, vil det sandsynligvis føles meget egoistisk i starten. Vores opgave er at hjælpe dem med at se, at det ikke er egoistisk at passe på sig selv. Det handler om selvopholdelse og om at udvikle en sund og meget nødvendig følelse af selvværd.

Det er ikke let at bryde vanen med at tilfredsstille andre, men det er afgørende for følelsesmæssigt velvære, uanset hvor gammel man er. Ved at lære vores unge klienter at sætte grænser og forsvare sig selv giver vi dem færdigheder, der vil give dem succes hele livet. Det er vigtigt at gøre andre glade, men det er lige så vigtigt at gøre os selv glade.

Vi har udviklet flere arbejdsark, som er tilgængelige i kittene i vores butik, og som hjælper børn med at lære at sige nej. Sammen med ressourcer som arbejdsark med positive bekræftelser (PDF) eller aktiviteter, der hjælper med at ændre negative tanker til positive tanker, har vi din ryg. Vi har lavet masser af arbejdsbøger til kognitiv adfærdsterapi, herunder mindfulness-teknikker til teenagere og børn.