5 grunde til, at børn ikke er motiverede i terapi (og hvordan man ændrer det!)
Tilståelse: Jeg har arbejdet med børn og teenagere siden dag ét, og selvom jeg elsker det, er der én stor udfordring, som jeg har stået over for og stadig står over for den dag i dag. Det er rigtigt, motivation. Eller rettere, manglen på den. Uanset hvor autentisk og empatisk jeg er, hvor mange seje spil jeg medbringer, hvor mange varme chokolader jeg laver til dem, eller klistermærker jeg deler ud, støder jeg stadig på børn, der hellere vil stirre ind i en væg end at være på mit kontor. Nogle vil måske endda hellere lave lektier. Men helt ærligt…
I mine første dage som terapeut tog jeg det personligt. Jeg troede, at det havde noget at gøre med mine færdigheder og min evne til at skabe arbejdsrelationer. Jeg satte endda spørgsmålstegn ved, om jeg var den rette fagperson. Så du kan forestille dig, hvor lettet jeg blev, da jeg fandt ud af, at manglende motivation faktisk var et almindeligt problem blandt unge klienter. Og at mange terapeuter (selv meget erfarne!) stod over for lignende udfordringer.
Den chokerende statistik
Ifølge en undersøgelse fra Journal of Clinical Child & Adolescent Psychology dropper ca. 40 % af de unge klienter ud af terapien i utide. Det er et svimlende tal, og det fortæller os noget afgørende: Hvis børn og teenagere ikke er motiverede, bliver de ikke hængende. Hvis de ikke bliver hængende, kan vi ikke hjælpe dem.
Forstå de grundlæggende årsager
Efter at have tænkt meget, læst meget og begået mange fejl undervejs har jeg fundet fem vigtige grunde til, at børn mangler motivation i terapien. Og tro mig, de er ikke, som du måske tror. I denne blog får du ny indsigt i de virkelige grunde til, at mange børn mangler motivation. Du vil også opdage nogle enkle, men effektive ændringer, du kan foretage for at få dem til at engagere sig mere.
Mens du læser, kan du tænke på en klient, du arbejder med, som mangler motivation. Passer nogle af nedenstående grunde på din klient? Hvilke, hvis nogen, ændringer i tankegangen kan du foretage i dit arbejde med denne klient for at hjælpe med at øge deres motivation? Og vær ikke genert – del dine tanker og eventuelle spørgsmål i kommentarerne nedenfor.
1. De bad ikke om det
Lad os være ærlige: Børn vågner ikke op en morgen og siger: “Ved du, hvad jeg har brug for? En god terapeut.” Nej, det gør de ikke. De bliver som regel trukket ind i det af velmenende forældre eller skoler i håb om at rette op på en adfærd, som de finder problematisk. Måske slår barnet sin lillebror eller lyver til højre og venstre. Lærerne foreslår måske terapi, fordi barnet forstyrrer klassen eller ikke er social i frikvartererne. Forestil dig, at du pludselig blev sendt til et strikkekursus, fordi en anden mente, at dit stressniveau var for højt. Du har ikke bedt om det, du vil ikke have det, og du kan ikke se meningen med det. Det er præcis sådan, børn har det med terapi. Der er lagt op til modstand fra starten. De er ikke interesserede i de mål, som andre sætter, og som ofte drejer sig om at gøre dem lettere at håndtere i stedet for at tage fat på deres egne behov eller ønsker.
2. Det virkelige problem er ikke dem
Nogle gange er det virkelige problem slet ikke barnet. Det er den rodede familiedynamik, der hvirvler rundt om dem. Børn bliver ofte symptomer på familiens stress eller dysfunktion. Ægteskabsproblemer, psykiske problemer eller uløste familietraumer kan vise sig i et barns adfærd. I stedet for at tage fat på disse underliggende problemer er det lettere at stemple barnet som problemet og sende det i terapi. Det er det klassiske syndebuk-scenarie, hvor barnet bliver den identificerede patient (IP). Børn er ikke dumme; de fornemmer, når de bliver brugt til at aflede opmærksomheden fra større problemer. Det er svært at være motiveret, når man inderst inde ved, at det ikke handler om en selv. Som terapeuter kan vi opfordre forældre til at synge sammen med Taylor Swift: “Det er mig, hej! Jeg er problemet, det er mig!” For nogle gange er det ikke barnet, der er problemet – det er familiedynamikken, der skal kigges nærmere på.
3. Det er kedeligt
Ikke for noget, men at sidde i et rum med en voksen, som beder dig om at tale om dine følelser, er … hvordan siger vi det pænt? KEDELIGT! Traditionel terapi kan være en hæmsko for børn, fordi den er designet af voksne til voksne. Børn er fulde af energi, nysgerrighed og lyst til at udforske. Mange terapeuter forventer, at børn skal sidde stille og tale om deres følelser som voksne i miniformat. Men børn kommunikerer gennem leg, kunst og kreativitet. Terapi skal være dynamisk, engagerende og ja, nogle gange endda sjov for at fastholde deres interesse. Det handler ikke om at gøre sessionerne til escape rooms eller VIP-sæder til en Billie Eilish-koncert, men om at finde måder at skabe kontakt på, som giver genlyd i deres verden. Interaktive aktiviteter, der inviterer børnene til at udforske deres styrker og værdier, kan pifte tingene op og gøre møderne sjovere.
4. De vil hellere være et andet sted
Tænk tilbage på, da du var barn. Ville du hellere sidde i et rum og tale om problemer og følelser, eller ville du hellere være ude og lege med dine venner, se TikTok eller spise en pizza med dobbelt fyld? Lige præcis. Børn vil meget hellere være andre steder end i terapi. Det er ikke mangel på motivation; det handler om prioriteringer. De børn, vi arbejder med, har aktiviteter, interesser og venner, som de elsker. Tanken om at ofre dem for en times terapi er ikke særlig tiltalende. Har du nogensinde prøvet at planlægge sessioner med forældre eller lærere på tidspunkter, der ikke forstyrrer deres travle liv? Det er en udfordring! Et motiveret barn er et, der føler, at terapien passer ind i deres liv, ikke omvendt.
5. Du forstår dem bare ikke
“Ugh, du forstår det bare ikke! Glem det, jeg ved ikke …” Lyder det bekendt? At skabe kontakt til børn kræver ægte nysgerrighed og respekt for deres unikke interesser og historier. Hvilket barn eller teenager har lyst til at åbne sig for en gammel mand, der aldrig har spillet Minecraft eller Roblox? Vores opgave er at tage børnene med ind i deres verdener, som er meget forskellige fra vores. Det kan betyde, at vi skal lære en TikTok-dans, blive eksperter i Percy Jackson og nogle gange bare være til stede uden en dagsorden. At forstå et barns sind og det sprog, det taler, er afgørende for at opbygge en ægte forbindelse. Uden dette føles terapi meningsløs og afkoblet.
Ryste tingene sammen
Det er let at blive frustreret, når de børn og teenagere, vi arbejder med, virker helt umotiverede. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har haft lyst til at slå ud med armene over for visse klienter, der er lige så motiverede som et dovendyr på en doven eftermiddag. Sagen er, at når vi har disse grunde i baghovedet, kan vi bedre forstå disse klienter og finde måder at gøre arbejdet med dem lettere og mere effektivt på.
Så dette er en opfordring til at ruske lidt op i tingene. Lad os udskifte de stive stole med hyggelige sækkestole og bytte de kliniske spørgsmål ud med engagerende og sjove, kreative aktiviteter. Når terapi føles mindre som en pligt og mere som et eventyr, er børn og teenagere mere tilbøjelige til at udforske deres følelser og sætte deres egne mål. Lad os træde ind i deres verden, tale deres sprog (*bonuspoint, hvis du ved, hvad “vibe check” betyder!), og se, hvordan motivationen stiger. Det handler ikke om at ændre børnene eller teenagerne; det handler om at ændre vores tilgang.
* “Vibe check” er TikTok/Twitter-slang for at måle en persons humør. Prøv at overraske børnene ved at bruge udtrykket i din næste session for at få en fornemmelse af deres vibe og være den seje, “med på noderne”-terapeut.